Erindringer om Jesper Andersen

Jeg har set ham een gang. Min ældste bror Hans siger ganske vist, det er løgn men jeg tillader mig altså at påstå, at det passer. Det må have været den første sommer, vi boede i Sorthat. Jeg kan huske, at faster Julie og onkel Vang kom kørende med ham i ponyvogn, forspændt en gul hest forekommer det mig og det forekommer mig også, at den havde noget med det ene øje den blev senere (også vistnok) udskiftet med et par russere eller islændere. Mor og faster Julie støttede en gammel affældig mand ud på græsplænen og hjalp ham til sæde på en stol. Mor vender sig til mig og siger:
“Kan du komme hen og sige god dag til farfar”.
Jeg gik tøvende hen imod manden. Jeg har senere genkaldt mig hans udseende. Han var iført mørke benklæder, mørk overfrakke, imellem benene havde han en stok og på hovedet havde han en sort hat en mellemting af en cylinderhat og bowler (noget lignende den Sir Winston Churchill gik med, når han ville se værst ud). Denne hat gjorde et vist indtryk på mig. Jeg kan ikke forsværge, at den på et givet tidspunkt har været højeste mode. Men på mig gjorde den det indtryk, jeg formoder, jeg ville gøre på mine børnebørn, hvis jeg fik trukket en gammel Mr.Eden hat ned over ørene og viste mig for disse uskyldige små for første gang. Han havde tyndt fuldskæg og var vistnok lidt langhåret i nakken.
Da jeg havde kantet mig så nær ind på ham, at han bliver mig var, vender han ansigtet imod mig og skar en grimasse, der med lidt god vilje fra en seksårig drengs side, godt kunne opfattes som et smil. Jeg går helt hen til ham, rækker ham hånden og bukker. Hans hånd var meget blød. Jeg mindes ikke hverken før eller senere at have fornemmet så blød en hånd. Det er mit eneste møde med Jesper Andersen han døde hen på sommeren. Men vi skulle høre meget til ham senere hen.
Fri mig fra alle de gamle koner og yngre med, der har omfavnet mig, oversnasket mig, idet de har udbrudt:
“I i meng doå ee ded inte eng liden horrahorra te deng stora gamla Jesper Andersen”?
Når man ikke blander Jesper Andersens ånd ind i foretagendet, var det så som så med dette her store. Jesper Andersen var vist ikke ret stor af vækst. Dertil kom, at det ene ben kun nåede det andet til ankelen. Jesper Andersen havde et husmandssted, var i sæsonerne teglværksarbejder. Aftenerne og søndagene brugte han for det meste til at vandre rundt på Bornholm med et rent uforfalsket evangelium. Han brugte sig selv meget hårdt, så noget overflødigt sul fandtes ikke på ham.
Som større dreng hørte jeg engang Mikael Andersen senior holde et foredrag om ham i Rønne.
Mage til nøjsomhed, sparsommelighed, gudsfrygt, gudstro, ansvarlighed for evangeliets udbredelse og meget mere kunne der næppe gives udtryk for. Men det, der gjorde mest indtryk på mig, var den udholdenhed og utrættelighed den mand måtte være i besiddelse af. Jesper Andersen boede på sin ejendom i Olsker. Derfra kunne han efter forrettet morgengerning gå til sit arbejde ved Allinge og der udføre tungt arbejde hele dagen. Om aftenen gik han til sit hjem, ordnede ved sit landbrug, hvad der var nødvendigt for, at han kunne være væk den næste dag (søndag). Derefter iførte han sig sit Søndagstøj, samlede sig et par stykker brød i et tørklæde (og hvad jeg andet steds har hørt, nogle pæle brændevin, tillige med sin pibe og noget tobak i lommen) og begav sig ad Neksø til.(Dette her med brændevin har senere fromme mennesker udlagt derhen, at den tids mennesker havde et udækket behov for vitaminer. Om Jesper Andersen led af vitaminmangel er muligt, Men sandheden var dog den, at det var lige så almindeligt dengang, at tage sig en dram, som i vore dage at tage en mundfuld kaffe. I øvrigt fyldte en snapseflaske knapt så meget som en termoflaske og indholdet kvikkede måske nok så meget op på en træt mand. Det var først nogle år senere, at baptisternes afholdsforening blev stiftet. Og det var også først senere, at det blev tillagt en som synd, at ryge tobak.)

Det var noget folk var vokset op med og det blev regnet for god tone, at man kunne tåle at se brændevin og det kan vist rolig regne med, at Jesper Andersen kunne.
Jesper Andersen vandrede imidlertid ad Neksø til. Han vandrede et stykke ud på natten, så lagde han sig til at sove i en høstak eller, hvad der ellers var ved hånden. Det sted, han lagde sig til hvile, var så tilpas valgt, at han kunne nå frem til Neksø til formiddagsgudstjenesten. Han prædikede uden manuskript og talte sjældent under fem kvarter. En spadseretur fra Olsker og til Neksø gav nok også en god forberedelse til en opbyggelig prædiken. Når gudstjenesten i Neksø var slut, begav han sig til Åkirkeby. Der holdt han eftermiddags gudstjeneste. Hvorefter det var en passene afslutning med et aftenmøde i Rønne. Når mødet i Rønne var overstået, gik han ud på Rabekkeværket og hvilede et par timer på ovnen, inden han begav sig hjem til Olsker for senere at være rettidig på arbejde.
En spadseretur som her beskrevet, vil i vore dage forekomme de fleste helt umulig. Men jeg skal senere beskrive Jesper Andersens gangart. for ikke at omgå sandheden, var det dog ikke hver søndag, der stod så meget på programmet.
Da jeg kun var fjorten år, kom jeg ud at sejle. (Nu er er det ikke mig selv, jeg skriver om men for at komme frem til noget, der har tilknytning til det, der fortælles, må jeg gøre lidt sidespring).
Det var med Minius Jensen kaldet Djævlen fra Bornholm. Han var ejer af et skib, der hed “Svanen”. Det var en tomastet skonnert på 70 tons. Den eneste lighed, den havde med den smukke fugl, hvorfra den havde lånt sit navn, var at den gjorde forsøg på at kunne flyde, og havde altså indtil da haft held med det. Ellers var det en pilrådden vandvogn. (Kort fortalt er en vandvogn i sømandssproget et øgenavn for et skib og betyder, at det ikke følger dønningerne op og ned, men går lige igennem). Hvad jeg end fortæller om den gode Minius, så var han sømand det må han have været, eftersom man endnu er i live. I dag ville jeg ikke have betroet mit liv til den skude, på en tur over Østersøen, selv i stille vejr og med en slæbebåd foran. Denne Minius var en lille svær herre på 70 år, godt næret af spise og druk og udstyret med et kortklippet gedebukkeskæg. Når han havde været iland, kneb det ham med at gå lige og der var også noget i denne forbindelse med balance-nerven.
Kort tid efter, jeg var blevet påmønstret, gled skibet hen over havet i nok så smukt vejr. Minius og jeg havde vagt og jeg var beskæftiget med noget arbejde på dækket. På kalder Minius på mig og siger:
“Kom her hen til roret Jesper, så skal jeg lære dig at styre”‘
Han overlod mig roret, satte sig på robænken ved siden af og gav mig de indledende fingerregler i styringens ædle kunst. At jeg nogenlunde havde fattet, hvordan man skulle bære sig ad og det så ud til, at jeg kunne nogenlunde selv, begyndte han at udspørge mig om mine familieforhold m.v. Jeg var villig til at gøre rede for alt. Da han var en ældre mand og var fra Allinge, tænkte jeg, at det var muligt, at han havde hørt om Jesper Andersen. Jeg spørger ham derfor:
“Har De nogensinde hørt Jesper Andersen omtale”?
Minius ser på mig med et blik, der mildest talt udtrykte den største forbløffelse efter nogen tids tavshed siger han:
“Ja hvorfor det”? “Jo o det var min farfar”.
Minius ser på mig og hans ansigt, udtrykte om muligt endnu mere forbavselse og der går nogen tid, inden han siger:
“Vil det så sige, at du er en horrahorra efter Jesper Andersen”?
“Ja” .
Minius sidder lidt og ser meget spekulativ ud, klør sig med pibespidsen på næsen, ryster på hovedet, som om han ikke fattede nogen ting. Omsider siger han lige som for sig selv:
“Jo o jeg har kendt Jesper Andersen endda meget godt. Se se så det var din bedstefar. Ja jeg har kendt ham og rendt mange mil bag ved ham”.
Minius sad og tænkte lige som om han genoplevede noget, der havde været glemt. Nu havde jeg fra mit hjem lært, når man var sammen med ældre mennesker, skulle man ikke være anmasende og noget sådant var man slet ikke overfor en mand som Minius. Jeg gav derfor Minius tid til at tænke men han kunne ikke undgå at mærke, at jeg var blevet nysgerrig. Omsider siger Han:
“Jo o ser du din bedstefar var en meget stor som hans trosfæller nærmest regnet for en profet. Han var jo baptist og en stor prædikant. Han var vel den, man skylder mest for, at baptismen blev udbredt på Bornholm. Man kan godt kalde ham en omvandrende apostel. Men han kunne ikke synge det kunne min far. Derfor fulgte min far ham på mange af hans missionsture rundt på øen. Jeg selv var jo kun en dreng dengang men fulgte også med dels havde jeg ikke andet at lave og dels, mente min far, rendte jeg ikke derhjemme og lavede utyskestreger. Det var ærlig talt noget af et særsyn, når vi kom gående eller rettere sagt rendende hen af vejen. Jesper Andersens ene ben nåede kun det andet til ankelen. Man skulle tro, at dette var et handikap for ham, når han skulle gå hurtigt. Men i virkeligheden så det ud til at være en fordel. Når han satte det korte ben frem, behøvede han kun tid til at dreje det frem, så det var i gribestilling, når det lange havde sat kroppen frem med en mægtig bevægelse op imod himlem. Og næppe var det korte igen drejet frem, før det lange i bogstavelig forstand blev sat foran. Når Jesper Andersen først var kommet i gang og fundet rytmen, måtte vi andre selv om at følge med. Min far af vækst noget større end Jesper Andersen og må deraf haft længere ben men for hver ti skridts gang, måtte han løbe fem, for at følge med. Jeg selv løb i jævnt luntetrav en halv snes skridt bagefter.
På hverdage havde disse om vandringer gerne til formål, at gå omkring at tale sagen og opbygge “foldens får”. Når vi kom i nærheden af et baptisthjem, hvor Jesper Andersen syntes det kunne være passende at holde møde, sendte han min far rundt til dem, der boede længst væk og bød ind selv gik han rundt til de nærmest boende og fik ved samme lejlighed styrket eventuelle tvivlende i troen. Man regnede det for en oplevelse, at have Jesper Andersen på egnen”.
Minius rettede på min styring og fortsatte:
“Man ville gerne beværte os, hvor vi kom frem og de fleste steder endog med det bedste huset formåede. Et sted husker jeg, var der blevet sat sigtebrød, rugbrød, fedt, smør, pølse, leverposte, m.m. frem og vi blev nødet til bords. Da vi var kommet godt i gang, må Jesper Andersen have fundet det i strid med sin gudedyrkelse, den måde man spiste mad på der i huset for han rejste sig, skubbede tallerkenen fra sig og stolen tilbage og gav en halv times kristendomsundervisnings i, hvad forskel der var på at spise fedtemad belagt med pølse og at være nøjsom og gudfrygtig. når Jesper Andersen igen satte sig, var den gode appetit, vi alle var gået til bords med ganske forduftet. I øvrigt var det lige meget, hvad der havde stået på bordet eller hvor stor vores fråseri lyster havde været nu blev alt stille båret ud”
Minius fortalte en hel del mere, både ved den lejlighed og flere andre, som alt havde lighed med, hvad han nys havde fortalt. Minius lod til at nære stor respekt for Jesper Andersen og så vistnok meget op til ham. Minius gav dog aldrig udtryk for, at Jesper Andersens forkyndelse havde gjort noget indtryk på ham personlig. I altfald var han, hvis man må udtrykke sig lige ud: “en ugudelig krop”. Engang ved en bestemt lejlighed gav Minius et billede af Jesper Andersen, der i forhold var lidt afvigende. Men for at komme frem til det, må jeg igen gøre et lille sidespring beklager. Minius havde, som måske allerede opfattet, en lille svaghed for de våde varer. Han havde selv gennemgået en hård skole, da han stod i lære og den der er blevet hundset, bliver selv besk, siger man. Han havde seks sønner, som han egenhændig havde oplært idet ædle sømands-fag. (der var dog ingen af dem, der overlevede Minius de havnede alle ved ulykkelige hændelser i den våde grav. Dette skete dog først efter, at jeg for med Minius). Må jeg lige med det samme fortælle at de, der kom i lære hos Minius og havde evnen til at tage ved lære, senere havnede som skibskaptajner i De forenede Dampskibsselskab, ØK., 1866, Østbornholms Dampskibsselskab, kaptajnen på skoleskibet København var en af hans læredrenge og mange andre. Bedstmanden ombord på Svanen var skippers søn. I psykisk henseende lignede de hinanden. Det vil sige, at de begge nød at sejle hårdt og at blive omtalt for det. Sejlende blev aldrig mindsket, førend vi var lige ved at kuldsejle. Det var helt i orden bortset fra det skulle gå så rædsomt stærkt. Og det havde da også ført til, at de to herrer sømænd efterhånden var blevet noget stressede, hvilket igen førte til, at de i tide og utide langede ud efter deres læredreng det kunne godt blive til nogen på tæven flere gange om dagen dette førte videre til, at læredrengen også blev stresset og nervøs. Det var et sandt mareridt, at stå ud og ind af havnene. Så blev der hujet og skreget både forfra og bagfra, fra land og hvorfra ved jeg og hvis der var tid ind imellem, blev der langet ud.
Alle nordbornholmske havne er meget vanskelige at besejle med pålandsvind. Når der var vindstyrke af en hvid størrelse, var det forbudt og så blev der hejst en kurv op ude på den yderste havnemole. Men selvfølgelig mente både Minius og Kresjan, at det var godt sømandsskab, at vælte sig ind i en havn, når omtalte kurv var oppe og hav, himmel og jord stod i et for bagefter ligegyldigt at bemærke:
“Nå var den oppe det har vi slet ikke set”.
Men altså deraf min “stress”.
Engang efter en sådan indsejling, kom skibsmægleren ombord og sagde, at vi kunne godt hale over til den kaj med det samme, så kunne vi blive lastet med det samme. Vi halede os over til kajen og medens Kresjan og jeg gik i gang med at gøre lasteklar, gik Minius iland. Jo o det gik stærkt. Kresjan og mig var ikke længe om at få lugerne af, stille bukke op og få lagt planker på, så havnearbejderne kunne begynde at trille skralder ombord. Det så jo alt sammen lyst og lovende ud. Men pludselig råber Kresjan:
“Jesper spring ned i akter kælderen efter en “sejsing” (i sømandssproget er en sejsing en betegnelse for et bestemt stykke reb) den buk er ved at vælte den må surres. Men kom tilbage omgående”!
Jeg render det bedste, jeg har lært. Finder sejsingen og hjælper Kresjan med at få bukken surret. Efter vel udført arbejde, retter vi os op og giver grønt lys for videre indtrillning. Da jeg vender mig til noget andet, ser jeg Minius komme ud fra “Højers Hotell’. Jeg ser ham stå og tage bestik og formoder, at han var ved at beregne og anlægge kursen ned imod os. Og meget tydede på, at jeg havde ret i altfald begynder han at krydse op imod vinden. En meget fornuftig handling fra en gammel havfarers side, eftersom han havde modvind. Da han var kommet noget nærmere, fik jeg mistanke om hvilket senere viste sig at være rigtig at han havde været lige så hurtig til at få blandet sit gode sømandsblod op med et vist kvantum godt “Aalborg Akvavit”, som vi andre havde beflittet os på at gøre lasteklar.
Medens vor gode skipper nu foretager sin krydsning og ditto kovendinger finder jeg det nyttigt for fortællingens skyld , at gå nogle få øjeblikke tilbage i historien og gøre nogle oplysninger.
Jeg blev før bedt om, at hoppe og rende alt, hvad jeg kunne for at hente en sejsing i agter kælderen. Hvad en sejsing er, har jeg allerede gjort rede for. Men agterkælderen er et hul, der befinder sig under gulvet i agterkahytten. Når man stod på skibets bund, kunne man stå godt og vel opret under kahyttens gulv (som i øvrigt kaldes dørk). Det var altså dette rum, der blev kaldt agterkælderen og blev bl.a. brugt til opbevaring af “sejsinger”. I kahyttens gulv lige for foden af trappen, der førte ned i kahytten, befandt sig en lem, der var nedgang til omtalte kælder. Hullet, hvori lemmen var anbragt, var ikke større end en slank mand kunne stige ned. Jeg kan lige så godt gå til bekendelse med det samme, hvad jeg den gang først senere kom i tanker om, at jeg under mit hurtige ærinde, havde glemt at lægge lemmen på. Men dette var jeg altså i øjeblikket herligt uvidende om.
Imedens jeg har gjort denne information var vor gode ven Minius kommet så langt, at det så ud til, han lagde an til landgang. Dette er nu et forkert udtryk, idet Minius var jo iland. Og jeg skal da gerne gå til bekendelse om, at jeg havde allerede gjort mig søde forventninger om, at det kunne kan ske blive en vandgang. Mine fromme ønsker blev sørgeligt skuffet, nævenyttige havnesjovere gav Minius en hjælpende hånd med et lande ganske tørskoet på det stolte Svanens dæk. Dette havde de nu deres mening med. Minius var aldrig fedtet overfor kajens folk, der gjorde ham nyttige tjenester. Sjoverne fulgte da også ganske troskyldige med op på havdækket, stillede sig ved nedgangen til kahytten og ventede på at blive kaldt ned til en snaps og en stump kommenskringle.
Der kom også et brøl, der rystede skibet fra for til agter. Inden sjoverne var kommet sig af deres befippelse, kom endnu en serie lyde, der fik masterne til svaje. For mig lød som om, der blev vrælet:
“Send den djævel herned”!
Hvis jeg havde været i tvivl om adressen, blev jeg hurtigt bragt ud vildfarelsernes verden, ved at kaste et blik på Kresjan. Han stod tæt ved mig med sammen knebne øjne og idet han kniber mig i armen, hvæser han:
“Hvis du har glemt at lægge lemmen på, kan du lige så godt springe overbord men forinden så spring lige ned og hjælp den gamle”
Det løb mig koldt ned af ryggen og jeg blev faktisk ganske lammet. Om det nu var den termostat, der vitterligt er i mig eller et alvorligt skub fra Kresjan, der fik mig til at handle, ved jeg ikke, men i næste sekund befinder jeg mig ved kahytstrappen og ser Minius sidde fast nede i det hul, hvor lemmen burde være lagt over og gøre sig i rollen som “Damen uden underkrop”.
Ja noget måtte der gøres det var ikke nemt at komme til at gøre noget i altfald ikke noget godt. Hullet var som sagt lige ved trappen og i det sad Minius. Mit problem var at komme ind over ham, således jeg kunne få fast grund under fødderne. Minius var tydeligt bedugget og der må vel på det tidspunkt, været gået panik i ham det har jo heller ikke været en strålende karriere at se hen til, at skulle tilbringe resten af sin tid, fastspændt i en kahytsdørk. Jeg lukkede øjnene og sprang buk ind over ham. Jeg tror ikke Minius gjorde sig nogen tanker om min situation. I altfald gjorde jeg mig mange om hans og begyndte at gøre forsøg på at hjælpe ham op. Mine forsøg mislykkedes fuldstændig. Minius’s totaldødvægt har vel ligget omkring de 250 pund, men det virkelig problem var, at Minius sad uhjælpelig fast. Desuden slog han omkring sig med hoved og arme og har sikkert gjort det med benene også men det kunne jeg ikke se naturligvis. Da Minius så, at min hjælp ikke forslog mere end en skrædder i helvede, brølede han:
“Ja men så hent dog hjælp din forkvajede kraftidiot”!
Du gode Gud, når nøden er størst er hjælpen nærmest. Bolværksmatroserne var på vej ned af trappen og jeg trak mig beskedent tilbage. Det skal siges til de skiderikkers ros, at de var ikke rådvilde. Een stak hurtigt en hånd ned ved bæltestedet på Minius og de klædningsstykker, der befandt sig under dette, blev skubbet ned og de, der befandt over blev trukket op over hovedet. Derefter greb fire par stærke hænder fat i Minius’s overkrop og med et lydeligt “svup” afsløredes hans lilfubnummer. Et femte medlem af redningslegionen fejede diskret lemmen på plads med en fod jeg sendte min Skaber en stille bebrejdelse for, at dette ikke var blevet gjort for blot ti minutter siden.
Minius’s bukseknapper befandt sig nu hos “sejsingerne” og hans klæder var blevet bragt en kende i uorden. Det sidste lod sig afhjælpe ved, at han trak skjorten ned og bukserne op og for at styre sin klædedragt i anstændighedens rammer, fik man den gode ide, at hjælpe ham til sæde i kahyttens sofa. Redningsfolkene fik nu deres velfortjente belønning.
I mellemtiden havde jeg ført en ret så tilbagetrukken tilværelse i samfundet og jeg pønsede i virkeligheden på, hvordan jeg skulle bære mig ad med at forsvinde, så ubemærket som muligt. Jeg sneg mig hen imod trappen. Men det kunne ikke undgås Minius får øje på mig:
“Nå så du er ved at stikke af tøv lige en kende jeg har noget at fortælle dig”.
Da Minius gjorde sin entre på dækket, havde hans ansigtsfarve en antydning i retning af det rosabetonede. Da han sad i hullet, vil jeg anslå til en mellemting af højrød og lilla nu virkede han nærmest blå i hovedet og en smule skeløjet. Han talte med fast, overbevisende, om end noget grødet stemme og nu kommer pointen i det drama, jeg har gjort mig så stor flid med at oprulle:
“Jo o ser du min dreng, din far kender jeg ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at han tog navneforandring, fordi han går rundt med en minister i maven det siger mig lidt om, hvad det er for en karl. Derimod kender jeg mere til din bedstefar. Han var faktisk den største klovn, der kunne gå på halvandet ben. Gik han op for at vælte foder ned til kræturet, ramlede han som regel ned igennem stænget i hovedet på køerne, der blev så forskrækket, at de sprang op og stod på ham. Skulle han slå et søm i, lykkedes det ham først at slå det kroget, efter at have smadret et par fingre. Slog han ud efter en af ungerne, ramte han kællingen.
(Jeg tillader mig lige at bryde ind med et par bemærkninger. Jesper Andersen havde ord for at leve og handle efter skriften. Og der står et sted, noget om, at den, der elsker sin søn, tugter ham tidlig. Røster vil vide, at Jesper Andersens kvinde nød megen af den opbyggelse, der var at finde, i det skriftsted, selv om familien var lidt anderledes end der angivet. Nu er der noget, der får mig til at tænke på, at det beroede måske på en hel misforståelse? Jeg lader Minius fortsætte).
Det halve af det ene ben mistede han, ved en for ham hændelig fejltagelse han huggede det nemlig af engang, han skulle fælde et træ.
( Igen mig så ved vi altså, hvorfor Jesper Andersen var halt).
Din bedstefar var i virkeligheden så fummelfingret, at han kunne ikke slå en tøjrpæl i en lort, uden han ødelagde tøjrpæl, hammer og lort! Ja det var alt sønnike så kan du godt skrubbe op”!

Uddrag (s. 31+32) af  Mindeskrift – Bornholms Baptistmenighed 1848-1923

Jesper Andersen var en viljestærk Natur, der i en Aarrække øvede en ret stor Indflydelse i Menigheden.  Han var født i Klemens den 3. September 1839 og blev vakt i 1862 ved en Traktat der hed “Haab for Evigheden”. Som ung Mand i sin uomvendte Tilstand regnede han slet ikke Barnedaaben for noget. Han stod Fadder 7 Gange , og naar de kom fra Kirken kunde han undertiden gaa hen til Vuggen, hvor Barnet laa, og sige: Forsager du Djævelen o. s. v.
Senere blev hans Søster omvendt, og Ipsen holdt Møder der. J. A. gik derhen nærmest for at gøre Nar af det, men Ipsens alvorlige Ord hindrede ham i sit Forsæt. Da han kom hjem, tog han ovennævnte Traktat frem, som han modvillig havde modtaget engang af sin Søster. Hans Hustru læste den højt, og han følte, at han havde intet Haab for Evigheden, men tænkte, der var Tid nok til at søge Gud. Paa samme Tid døde en af hans Bekendte temmelig pludselig. Spørgsmaalet om, hvad han skulde gøre for at blive salig, trængte da stærkt ind paa ham. Han bestemte sig til at bede, naar det blev Aften, men da Tiden kom, var det ham ganske umuligt. Efter adskillige Kampe, der gik saa vidt, at han maatte hæve med sit Arbejde, naaede han dog til Fred med Gud ved det Sted: Kommer hid til mig o. s. v.
Derefter vaagner Daabsspørgsmaalet hos ham. Han søgte Tranbergs Møder, men fik ingen Vejledning der. Efter at have gennemlæst det ny Testamente, hvori han satte Mærke ved alle de Steder, der talte om Daab, tager han baade Barnedøbernes og Baptisternes Skrifter, lægger dem ved Siden af hverandre og siger, at nu skal I gaa til Sags med hverandre, og saa skal du være Dommer, siger han til det ny Testamente. Resultatet blev, at han ser klart, at Baptisternes Lære er efter Skriften. Det samme Resultat kom han til ved at tale med nogle af Tranbergs Lægprædikanter, der ikke kunde fremføre et eneste Guds Ord, der viste noget andet. Han blev da døbt i 1863.
Paa den Tid dannede Tranberg sin Frimenighed herovre, og Mennesker i Skarevis strømmede til hans Møder, og mange gik med i hans Menighed, og en Tid saa det ud til, som om Baptisternes Virksomhed skulde helt standses.
En af J. A.s Arbejdskammerater bliver urolig angaaende Daabsspørgsmaalet. Han gaar til Tranberg, da han var Medlem af hans Menighed, og raadfører sig med ham. Tranberg siger, at den Sag var meget vanskelig, og giver ham et Papir med nogle Skriftsteder. Dette Papir giver han J. A., der forklarer ham Skriftstederne. Han gaar igen til Tranberg og siger, at de duede ikke som Forsvar for Barnedaaben. Han opfordrer Tranberg stærkt til et personligt Møde med J. A., hvad han dog ikke vil. Imidlertid kom der dog et Møde istand paa Lundegaard i Olsker; dog vilde Tranberg ikke selv føre Ordet, uagtet han var tilstede, men lod Chr. Møller tale. Kort efter gik 7 eller 8 ud fra Frimenigheden og til Baptistmenigheden. Dette var i Frimenighedens Blomstringstid i Aaret 1865.
Den gik dog meget hurtig tilbage igen, og da gik flere over til Baptistmenigheden. Om disse, som gik fra ham og til Baptistmenigheden, sagde Tranberg, at for dem var alle Helvedes Sluser opladte, og alle Naadens Kilder udtørrede.
J. A. blev valgt til Menighedens Prædikant i 1864. Han var tillige Kolportør og gik i mange Aar omkring paa Øen og solgte Bibler og andre religiøse Skrifter.
Ved en Lejlighed kom han ind til Pastor Sulgers, der dengang boede i “Bethania” ved Aakirkeby. Han talte længe med Fru Sulger, og da han skulde sige Farvel og stod med Haanden paa Dørhaandtaget siger han: “Ja! hvem der har et saadant Lys i Guds Ord, som De har, og ikke følger Sandhedens Vej, vil Guds Aand engang forlade og Satans Aand drage ind.” Disse Ord greb dybt ind i Fru Sulgers Sind, hun kunde ikke sove og var en stor Del af Natten i Bøn til Gud. Det varede dog en temmelig lang Tid, inden Fru S. gik helt ad Sandhedens Vej.
Hans Forkyndelse var sund evangelisk og forøvrigt temmeligt paavirket af Chr. Møllers Skrifter. J. A. sagde engang i sin Prædiken, at han havde intet Iyst Billede fra sin Barndom, og dette havde nok sat et varigt Mærke paa ham.
J. A. døde den 3. Juli 1917 efter et trofast Arbejde i Menighedens Tjeneste.

Baptistmenigheden i Bornholms Kirkehistorie

Karl M. Kofoed, Bornholms kirkehistorie 1617-1933 , Rønne 1933,  side 222 – 231: