Klemensker Brugs 1937-38

Judiths erindringer om at arbejde i Klemensker Brugsforening

      I 1937 boede jeg i Rønne hos mine forældre Johannes og Kirstine Vang. Til 1.november søgte jeg stillingen som 1.ekspe­dient i Klemensker Brugs. Jeg blev bedt om at møde til en samtale en søndag eftermiddag. Min daværende forlovede Hartly Kofoed og jeg cyklede til Klemensker.

              Mødet foregik hos uddeleren Niels Nielsen og hans kone Ane, som boede på 1. salen lige over forretningslokalerne. Hartly ventede på mig udenfor brugsen. Jeg blev inviteret på middags­mad, og fortalte ikke at Hartly ventede – jeg turde heller ikke afslå invitationen – så det tog jo et par timer før jeg igen kom derfra. Da var Hartly meget sur – skældte ud – det var ikke en måde at blive behandlet på. Jobbet fik jeg.

              Det var meget rare de gamle uddelerfolk, men Ane var meget nysgerrig. Hun sad i sin stol med håndarbejdet, foran et rundt søgræsbord med en stor rød lampeskærm over. Jeg var meget betaget af dette bord og lampe, lampestangen gik op midt igennem bordet og skærmen var enorm. Når jeg søndag aften kom med toget fra Rønne og når hun hørte mine skridt på trappen, kom hun ud og råbte: “Kom ned, Vang, og drik en kop kaffe sammen med os”. Det var ikke altid, jeg var oplagt, og mange gange listede jeg, men hun vidste, hvornår toget kom og holdt udkik efter mig.  Hun frittede, spurgte, og kommenterede, så det var bare om at være på vagt.

              Jeg kan ikke huske, i hvilken anledning det store gruppe­billede er taget – om det er ved bygningens 25-års jubilæum eller en rund fødselsdag for uddeleren – eller om det er til afsked for vores gamle uddeler? Jeg mener, at det blev taget i vinteren 1938.

Fra venstre:

•               Mejeribestyrer Christoffersen (med hat)
•               Uddeler Niels Nielsen og hans kone Ane.
•               Første kommis Knud Højegaard
•               og mig selv, første-ekspedient Judith Vang
•               Kontordame, kasserer Hansigne Stange
•               2. kommis Holger Ipsen, min fætter.
•               2. ekspedient Karna Lise Kofoed
•               Ærindedreng Aksel Schou  …. også kaldt Toss.
•               Lagerdreng Erik Abrahamsen
•               Pigen – “Pajan” – Ellen Finne … også kaldt “lille Ellen”, som om eftermiddagen også hjalp til i forretningen.

     Der mangler en på billedet, det er Henning Jensen (nu barber i Klemensker), som også var ærindedreng.  Uddelerparret søn er provst Viggo Nielsen.

               Alle boede på arbejdspladsen. Om morgenen gik vi selv i spisekammeret for at smøre mader. Vi tog gerne morgenkaffen stående. Vi kunne godt få grød eller gryn, og så var det pigens opgave at lave det til os. Efter middagsmaden havde vi en times hvil, undtagen de to der måtte blive i forretningen: En i kolonialen og en i manufakturen. Det hændte, at Ane måtte gå i manufakturen i middagspausen, hvis der skulle komme nogen, men det skete sjældent, fordi alle på landet holdt middagshvil.

              Om aftenen opholdte jeg mig helst på mit værelse, som jeg delte med Clara Munch (nu Clara Kofoed). Værelset lå på gavlen med vinduet til højre. Det til venstre havde kassereren Frk. Stange, som jeg ikke havde så meget sammen med. “Pajan” havde det lille værelse med skråvindue.

              Vi havde vaskefad, en kande vand og en vandspand, der skulle tømmes, når den blev fyldt med vaskevand. Morgenvasken var bare lidt koldt vand i øjnene. Der var langt med i gården, hvor den skulle tømmes. Vores tøj vaskede vi hjemme om søndagen – og forresten blev der ikke skiftet så tit. På Mejeriet kunne man få et rigtigt bad.

              På værelset havde vi et primusapparat – vi smeltede chokolade og lavede kikskage og hyggede os. Herrer på værelset var forbudt – dog når gamle Nielsens var borte – stak vi tøser hen til kommis’erne. De boede i den anden ende af bygningen og for at komme der, skulle man ned gennem butikken og op gennem loftslageret. Ved disse lejligheder var der igen smalle steder, her var sodavand og slik i lange baner. Hvor stort svindet var, ved jeg ikke, men i benzintanken var det en overgang stort, fordi der var nogle “venner”, der fik fyldt gratis op, for til gengæld at køre personalet til baller.  Jeg blev også inviteret ud mange gange, men afslog altid.  Megen handel foregik i kælderen, hvor grovvarerne befandt sig, og herfra blev der også “båret noget ud” altså udenom kassen.

Manufakturen

              På det andet billede står jeg bag skranken i manufak­turen. Jeg havde langt hår, opsat i en knude i nakken og brugte ikke sminke, det måtte man ikke dengang, når man stod i pinse­missionen. Jeg havde ægte fald i håret – det gjorde jeg så endnu mere ud af.

              På billedet kan man se en “brugsebog”, som jeg er ved at ekspedere. Dengang var det oftest mændene, der kom og handlede. Konerne skrev i bogen, hvad de skulle handle af garn, tøj, strømper og for det meste vidste jeg besked om deres ønsker. Jeg husker en ekspedition af en mand – Kristian Mortensen fra Krakken – som kom for at købe et par sko til et af sine børn. Konen havde glemt at skrive om nummeret, og da jeg spurgte ham, sagde han, at det var lige meget, fordi der altid var en af ungerne, der kunne passe dem. De havde også en bunke børn.

              En gang om året kom den gamle Risbyfrue (enken). Hun handlede ind til alle karlekammersengene: Lagenlærred, hånd­klæder osv. Hun sad på den stol ved disken, som kan ses på billedet. Når jeg spurgte hende om hvor mange meter hun skulle bruge, sagde hun gerne: Tak, jeg vil gerne have hele rullen. Det var bare om, at have det hjemme, som vi vidste hun plejede at købe. Som regel var hun fin at handle med, der var ingen spørgen om prisen, og det skulle altid være den bedste kvali­tet.

              På billedet bag mig står “den tavse sælger”. Her var tøjprøver af al slags tøj: Silke, bomuld, uld, tweed og mange flere. Hver dag kom der meddelelse om at noget var udgået og nye prøver kom og at de skulle sættes ind. Der var mange fine silkeprøver som udgik, og jeg der havde svært ved at kassere og smide bort, samlede dem sammen, og lavede mange fine “hobby­ting” af dem. Jeg tror at det var her min fantasi kom i sving, om hvad det kan bruges til, og hvad man kan få ud af det og det.

              Folk bestilte tøj efter prøverne, men efterhånden blev “den tavse sælger” gammeldags, folk ville se tøjet i store ruller, og så kom den ud af “trit” og måtte opgives. Men den solgte meget i sin glansperiode, hvor folk havde tid til at vente.

              Jeg fik megen ros for mit salg. Jeg kom jo også lige fra en tricotageforretning i Rønne, hvor jeg havde været i to år. Jeg havde stor viden om stoffers kvaliteter, og jeg kunne vejlede kunderne godt.

Uddeler Niels Nielsen

              Jeg hjalp til i kolonialafdelingen, når jeg havde tid. Om morgenen vejede vi støt melis (sukker) af. Store sække blev båret ind til vægten, hvor vi vejede et og to kilo af. Gamle Nielsens arbejde om morgenen var gerne at veje for 5 øre gær af på en lille vægt. Men først skulle han ud og sige godmorgen til slagtegrisen og klø den bag øret – han skulle også på WC i gården og da han havde brokbind på, kunne det hænde at snorene hængte udenfor – jeg tror nok at gæren fik en ekstra hæveevne. Vi talte om at om kunderne havde set ham om morgenen, havde de nok ikke købt gær i Brugsen.

              Nede i manufakturen – bagerst, hvor Ane ikke kunne se ham – havde han sin skråtobak liggende, det var i et jalousiskab, hvor jeg havde mine fakturaer liggende. Når han så kom ned fra sin middagssøvn, kom han gerne ind til mig og sagde: “Nå, Vang, nu skal det gøre godt med en sveskesten” – og så skar han en skråtobak. Ane var sur på hans hang til skråtobak – så nede hos mig var han fredet – for der kom Ane aldrig ned.  Deres private stuer lå jo oppe, forretningslokalerne nede og kælderen aller­nederst. 

              I forretningen var der et glasbur, hvor kassemanden eller damen sad. I min tid var det frk. Stange og senere kom Georg Kofoed Hansen.

               De to ærindedrenge og lagerdrengen hentede varer på jernbanestationen. De havde en gammel hest, der hed Peter. Når drengene skulle lave lidt “rov” i gaden – slap de Peter løs og så gik den vilde jagt for at fange hesten igen. De kunne også finde på at tabe en æggekurv, og så fik vi pandekager til middag og det kunne vi alle sammen lide. Drengene kunne også finde på at lægge et par æg i førstekommis’ens lommer. Han havde for vane at hænge sin kittel fra sig, inden han gik til middag. Når han så kom tilbage og tog sin kittel på, sørgede de for at løbe lige ind i ham, så der blev “æggekage” i hans lommer. Han måtte på vej og skifte kittel. Drengene kunne ikke lide førstekommis Højegaard, fordi han hersede med dem.

               Jeg havde med tiden slået min forlovelse op, da jeg følte mig så frygtelig bundet. Jeg kom meget sammen med min fætter Holger og hos onkel og tante i deres hjem “Fredhjem”, som lå lidt udenfor Klemensker.

              Far og mor holdt uendelige moralprædikener for mig, når jeg kom hjem lørdag aften. Det var gerne sent inden vi var færdige med rengøringen i Brugsen, så det var oftest det sidste tog jeg kom med. Jeg var træt, men kunne ikke sove længe søndag morgen, fordi jeg jo skulle op for at gå med på formiddagsmøde i pinsemenigheden. Der var også eftermiddagsmøde og aftensmøde. Så var det at jeg snød – enten stak jeg en “hvid løgn” f.eks. at jeg måtte tage tidligere til min arbejdsplads (men det var jo utåleligt), eller jeg kunne have hovedpine. Men Mor, der altid har været i besiddelse af en sjette sans, fortalte mig, at hun havde hørt, at jeg havde været ude med kammerater i stedet for at gå til møde. Jeg blev efterhånden ked af alle de bebrejdelser og jeg kom mere og mere til Onkel Ipsens og mindre og mindre hjem. Jeg blev – som Mor og Far udtrykte det – en “frafalden” og blev lukket ude af menigheden.

              Jeg var en aften ude at køre bil med Anker, fordi fætter Holger var så optaget af hans vogn og havde fået lov til at køre med den, hvis han kunne lokke mig med på en aftenkøretur. Anker forlangte også, at bagerekspeditricen også skulle med; hun skulle være Holgers dame. Så var det, at Anker gav flere ture – med eller uden Holger. Holger blev vred på mig, fordi jeg kørte alene med Anker. Så var det sket. Med Anker fulgte arbejde på gartneriet “Rosenvænge” og det endte med at jeg sagde pladsen op i Brugsen.

 

Judith Hansen, Rosenvænge, Klemensker. 1988. Renskrevet (og redigeret) af Jesper Vang Hansen, Rundetaarn, København d. 1/3 1990.

Se også artikel i Bornholms Tidende for den 18. oktober 1963. Judith var i Brugsens bestyrelsen i en længere årrække, både da selvbetjeningen blev indført i 1963 og Flytningen til nye bygninger i 1970’erne.